Great Wall Marathon 2001

Så blev ”muren” atter besteget og undertegnede fik en uforglemmelig oplevelse i Kina og et meget spændende løb. Jeg har lovet redaktøren at gøre mit indlæg kortere end sidste år, selv om det er svært, så jeg vil holde mig til selve løbsoplevelsen og forberedelserne op til løbet.

Jeg fik overtalt min kone Gitte og en løbskammerat Jimmie Hernvig til at tage med i år og konen ville træne sig op til et halvmarathon og min kammerat ville løbe med på marathonturen. Begge har dog før løbet et marathonløb.

Belært af erfaringerne fra sidste år, hvor jeg bla. var meget hårdt presset på muren og måtte strække ud flere gange, var strategien, at der skulle trænes på trapper i mængdevis. Vi startede med at løbe regelmæssigt om efteråret, men en månedstid henne fik jeg desværre ondt i min ene akillessene og måtte helt indstille mit løb i ca. 4 uger før end jeg kom i gang igen. Jeg har siden døjet en del med denne skade og har prøvet alt fra zoneterapi, gigtpiller, fysioterapeut og isposer mv.

Vi begyndte at løbe en daglig tur på 10 km og herunder en tur på Kastrupfortet, hvor der blev løbet 10 gange op og ned af trapperne, hvilket var lig med 700 trappetrin. Senere begyndte vi at løbe 20 gange under hvert løbepas og til sidste løb vi 30 ture op og ned, hvilket er 2100 trappetrin hver gang.

Ud over dette var vi med til nogle halvmarathonløb bla. Lyngby halvmarathon som nok har en af de flotteste løbsruter i landet. Ligeledes begyndte vi at løbe en del 15 km ture stille og roligt. Træningen resulterede i gode lårmuskler og trappetræningen trak en del fedt af kroppen og op til løbet havde jeg tabt næsten 10 kg, hvilket var 5 kg mere end sidste år og det kunne mærkes, idet jeg løb mine daglige ture noget hurtigere end sidste år.

Den 23. maj rejste vi fuld af spænding til Kina og iført vores løbesko – de måtte ikke blive væk under nogen omstændigheder. Den 25 maj inspicerede vi ruten på muren og fik de sidste advarsler af Dansk Atletikforbund mht. dehydrering og om at indtage væske nok under turen. Roy Dixon fra New Zealand, der havde vundet New York Marathon og vundet sølv i olympiske lege, skulle løbe med og han fortalte lidt om, hvordan man forberedte sig til et ekstrem marathonløb bla. at man skulle lægge pulsur og stopur på hylden og lytte til kroppen, når man løb sådan et løb. Ligeledes gav han nogle gode råd med hensyn til, hvordan man indtog væske under marathonen. Om aftenen samledes vi i fortet ved muren, hvor vi holdt et stort pastaparty og samtidig kunne vi jo lige kigge vore konkurrenter ud – så som Brian Holm, Lars Bom, og Steen Harbermann, der var sidste års nr. 2.

I forhold til sidste år, hvor vi løb i middagsheden i ca. 43 graders varme med en del dehydrerede løbere, der skulle have drop til følge, skulle løbet i år starte kl. 0800 . Den 26 maj blev vi vækket kl. 0430 om morgenen og kl. 0500 kørte vi op til muren, hvor vi kunne forberede os til løbet. Der var ca. 5-600 løbere tilstede fra 17 forskellige nationer. Amerikanerne var mødt talstærkt frem og de var alle i meget højt humør og lavede fællessang og morgengymnastik. Undertegnede blev liggende på tribunen, hvor jeg prøvede at slappe af så meget jeg kunne – der var masse af kilometer at varme op på forude.

Som amerikanske fodboldspillere malede undertegnede, Gitte og Jimmie os med kraftige orange streger under øjnene og håbede, at vi kunne ”skræmme” vore konkurrenter lidt.

Kl. 0800 gik starten for marathonløberne og kl. 0830 skulle halvmarathonløberne starte. Undertegnede og Jimmie havde lagt den strategi, at vi løb sammen sålænge tempoet passede og især, at vi ikke fik lagt for hårdt ud. Brian Holm og Samsøstrisseren Lars Bom havde tilsyneladende valgt samme taktik, idet vi rendte forbi dem efter ca. 1 km. De sædvanlige selvmordspiloter og heriblandt en flok kinesere spurtede fra start og inden længe var de ude af syne. Vi startede med at løbe 5 km op ad en bjergvej til muren og vel ankommen på muren begyndte vi at ”kravle” hen over den. Sidste års nr. 2 Steen Harbermann var lige i hælene på os.

Da vi var nået hen over muren og løb ud i ”Gobiørkenen” havde vi løbet ca. 10 km, da vi indhentede de første løbere, der var spurtet fra start. Da vi kom ud på ca. 18-20 km, måtte min løbskammerat desværre sætte tempoet ned og jeg fortsatte alene. Temperaturen var ”kun” ca. 32 grader, hvilket jo var en del køligere end sidste år. Lige før vendepunktet ca. 22 km ude rendte jeg på den første kineser og efter yderligere 5 km, havde jeg passeret 4 andre kinesere samt en australier og jeg kunne mærke, at jeg var godt løbene. På dette tidspunkt havde jeg ingen ide om, hvordan jeg var placeret, men anede at jeg nærmede mig fronten.

Jeg begyndte at indhente halvmarathonløberne og især amerikanerne viste stor respekt og de råbte frem på ruten til de andre halvmarathonløbere, at de skulle trække til siden og samtidig heppede de på os marathonløbere – det gjorde godt helt ud i benene.

Umiddelbart før jeg rendte på muren 2. gang mødte jeg en af selvmordspiloterne, der gik på landevejen og var fuldstændig tom i blikket og saltet hang i kager på hans hoved. Jeg fik råbt ham op og opmuntrede ham til at komme i gang igen, men han fulgte kun med ca. 2-300 m og gik så i stå igen. Jeg nåede hen til muren og påbegyndte opstigningen ad ”gedestien”, der er en trappe på 562 trin. I forhold til sidste år, hvor jeg måtte strække ud adskillige gange, kom jeg i år op uden pause, så træningen på Kastrupfortet havde givet pote.

På vej op af Gedestien stod Danmarks Radio og filmede og jeg fik at vide, at jeg lå nr. 4 i løbet, hvilket var meget motiverende, men kort efter Gedestien på vej op mod muren, blev jeg overhalet af en konkurrent og han forsvandt videre op ad muren. Det var en bet, men der var ikke andet at gøre, end at bide tænderne sammen og kæmpe videre. Da jeg kom helt op på muren og var i gang med en af de stejleste stigninger, opdagede jeg til min skræk, at Steen Harbermann igen var lige i hælene på mig og han var netop rigtig god på trapper.

Det gjaldt nu om at komme først over den stejle stigning og efter at have ”kravlet” hen over et par stigninger mere, kunne jeg ikke se Steen mere. Jeg kom af muren og havde nu de sidste ca. 5 km tilbage ned af en bjergvej til målet. Jeg blev enig med mig selv om, at nu måtte det bære eller briste – at blive nr. 5 eller 55 kunne være ligemeget, så jeg satte i en ”spurt” ned af bjerget og havde faktisk en kilometertid på 3,30 et stykke vej og netop som jeg rundede et vejsving, så jeg personen, der havde overhalet mig op ad gedestien – det var fryd at løbe forbi i god fart og kort efter så jeg også de næste 2 konkurrenter, som ligeledes blev overhalet – så lå jeg nr. 2 i løbet og intet skulle stoppe mig nu – om så jeg skulle hoppe på tungen i mål. Det blev dog ikke nødvendig, idet jeg kunne løbe i mål som nr. 2 og næsten ½ time hurtigere end sidste år. En kineser havde taget førstepladsen og var ca. 12 min. hurtigere end undertegnede – og som de vittige sjæle sagde: han havde jo politiet i hælene.

Lige efter målstregen blev jeg interviewet af dansk fjernsyn og under dette, kunne jeg mærke, at turen ned af bjerget alligevel nok havde taget lidt flere kræfter end jeg troede, idet jeg begyndte at få ”tunnelsyn” og susen for ørene, så for ikke at falde om, begyndte jeg at gå rundt på pladsen og drak cola i dåsevis og efter en timestid havde jeg det helt godt igen og var naturligvis glad og stolt over mit resultat. Mine kone blev for resten nr. 4 i kvindernes halvmarathon og Jimmie blev nr. 9 i marathonen, hvilket var utroligt flot af dem begge.

Jeg gav efterfølgende et interview til kinesisk fjernsyn og hvis jeg er heldig – har alle kineserne set fjernsyn den aften og så har en hel milliard mennesker set og hørt undertegnede – eventyrligt ik?.